16. april 2023 Ollerup Kirke, Ingrid Ank
Salmer:
Lille Guds barn HS 54
Hulde engel HS 78
Du satte dig selv i de nederstes sted HS 60
Hil dig frelser og forsoner HS 301
Tag det sorte kors fra graven HS 300
Kollekt:
Lad os bede: Kære Gud, det er svært at tale om, men det står klart, når man ser sig om i verden, at den består af kræfter, der trækker i retningen af system, orden, kontrol, bemægtigelse og kræfter, der vil åbne og frisætte. Det, vi kalder religion, befinder sig på begge sider. Hjælp os til at tale om det uden at kategorisere mennesker i to grupper: de lukkede og de åbne, de umyndige og de voksne. Hjælp os til at blive mennesker af støv og ånd og lejlighedsvis latter. Amen.
Læsning/ret fri genfortælling 1 (Markusevangeliet 10,13-16):
”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Sådan siger Jesus i Markusevangeliet. Det begynder med, at der kommer nogle mennesker rendende med deres børn, og at disciplene forsøger at jage dem væk. De må have troet – disciplene – at de dermed gjorde det rigtige. Det selvfølgelige. Selvfølgelig skal de ikke komme rendende med deres børn, selvfølgelig skal der ikke rende en masse små unger rundt her. Selvfølgelig er det ikke børn, Jesus skal spilde sin tid på. Forskningen strides om, hvordan man opfattede børn på Jesu tid. Nogle mener, at man anså dem for en slags halve voksne, ufærdige voksne. Sandt er det i hvert fald, at det først er fra renæssancen og frem, at man rigtig kender til børnelegetøj og til børnemøbler i børnestørrelse.
Der kommer altså nogle mennesker rendende med nogle halve voksne, og disciplene forsøger selvfølgelig at holde dem væk. Men det skulle de ikke have gjort. De får skældud. Skældud som små børn. De små børn må gerne være der – må disciplene forstå, hvis de ellers kan forstå noget – og så sætter Jesus trumf på og siger: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Det lyder let og svært på samme tid: Børn er umiddelbare, siger vi, men hvordan tager man som voksen imod noget som et lille barn? Disciplene modtager deres skældud som små børn – så de skulle vel have en fair chance…
Trosbekendelse:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv (menigheden svarer: Amen, amen, amen!
Læsning/ret fri genfortælling 2 (Første Korintherbrev kap. 10)
”Alt er tilladt, men ikke alt gavner.” Sådan skriver Paulus i Første Korintherbrev. Situationen er den, at der er nogle i menigheden i Korinth i Grækenland, som er mere voksne end andre. Altså ikke voksne på den måde, at de er ældre, men voksne på den måde, at de kan fungere i en verden, der ikke er sat i system. De ved, at verden er fyldt med kunstige regler, som ikke egentlig er vigtige, men alene fungerer som en slags gelænder for de svage og usikre. De svagere bliver nemlig utrygge og forvirrede og bange, når de ikke kan få klare svar og konkrete retningslinjer. Gør sådan. Gør ikke sådan. Derfor siger Paulus til de første, at de skal være gode eksempler. De har et ansvar for dem, der er mindre stærke, mindre myndige, mindre voksne. Derfor siger han: Ja, alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op. Det mærkelige er – og her kunne man godt få lyst til at udfordre Paulus en smule – at han ikke lader til at ville have de mindre voksne til at blive mere voksne, selvom han ved, at friheden er sandheden. De små og svage skal helst bare have deres gelænder og faste rammer, og så kan de voksne sidde der og vide, at verden er åben, livet er frit og reglerne og rammerne ikke er faldet ned fra himlen. Og at man selv kan blive i stand til at se, hvad der gavner, hvad der bygger op.
Prædiken
I dag skriver man ikke så ofte breve på papir, men i gamle dage, da jeg var barn, gjorde man det lidt oftere. På forsiden af brevet skrev man adressen på den person, brevet var til. Og så kunne man, nok især hvis man var barn, finde på at skrive: Til Lukas Møller Rasmussen, Søvænget 5, Ollerup, 5762 Vester Skerninge, Fyn, Danmark, Europa, Verden, Jorden. Og så kunne man komme i tvivl, om Verden skulle komme før eller efter Jorden, for er den verden, der er vores verden, mere eller mindre end vores lille planet? Er Verden den verden, vi kender, er Verden herfra og til Svendborg og tilbage igen, eller er Verden hele vores solsystem, er Verden vores galakse eller er Verden hele det åbne, måske grænseløse, rum? Er verden det kendte eller det grænseløse?
Så gik der nogle år, og i 2006 holdt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen en tale, hvor han sagde, at religion skulle ud af det offentlige rum. Før den tale havde udtrykket – det offentlige rum – mest været noget, arkitekter og byplanlæggere brugte. Det offentlige rum var rummet mellem husene: Parkerne, vejene, torvene. Det var det rum, vi trådte ud i, når vi forlod det private og trådte ud i det åbne og frie og fælles. Det er derfor, det hedder det offentlige rum, fordi offen betyder åben på tysk. Men efter Anders Fogh Rasmussens tale begyndte man mere og mere at tale om alt det, der ikke måtte være i det offentlige rum. Det blev et afgrænset rum, ikke et åbent rum. Det blev et rum, hvor man kunne have krav på at føle sig tryg, et forudsigeligt rum, et ufarligt rum, et styret rum, et lukket rum. Hvor det åbne rum var, var uklart, måske var det ikke mere.
Og i samme bevægelse er voksne blevet mere og mere som børn. Det er selvfølgelig noget flabet, arrogant, noget at sige, men hvad nu hvis det er rigtigt? I 2014 skrev en amerikaner, der hedder Paul Roberts, om det, han kalder ’impulse society’. Han pegede på, at 70% af den amerikanske økonomi var baseret på vores køb af varer og ydelser, vi ikke har brug for. Det er jo godt nok en lidt svært definerbar kategori at tale om, hvad et menneske har og ikke har brug for – har jeg brug for flere par sko, har jeg brug for at rejse ud, har jeg brug for at blive hjemme, drikke min vin fra Sydafrika og spise tigerrejer fra Kina? Men hans pointe var først og fremmest, at vi for det meste ikke reflekterer over vores behov, vi spørger ikke os selv, hvor de kommer fra, og om vi egentlig vil have, hvad vi vil have. Er det mon rigtigt? Og er det et nyere fænomen?
Og er det også et tegn på, at vi er blevet som børn, at vi i dag i alt, hvad vi laver og gør, forventer at få feedback. Taler man med ældre generationer, så vil de ofte fortælle, at de i 20-30-40 år har passet deres arbejde, og hvis ikke de hørte andet, så regnede de med, at alt var fint. Men i dag vil vi have respons, feedback, anerkendelse. Nogen skal se os.
Og er det også et tegn på, at vi er blevet som børn, at mange forbinder det med at være borger i et demokrati med det at have stemmeret, men mindre med det at være politisk aktiv eller aktiv deltager i civilsamfundet? Som om vi bare en gang hver ca. fjerde år kan beslutte, hvem vi vil have til at træffe vores beslutninger, og så er vi dermed myndige demokrater i et frit demokrati.
Og er det også et tegn på, at vi er blevet som børn, at flere og flere stiller krav om, at ’nogen’ skal tage på sig at sikre, at der tages hensyn til den enkeltes særlige behov? Og efterhånden udgør vi alle hver især et særligt behov, og dermed et krav ’til nogen’ om at det skal der dispenseres ud fra. Fx går ca. 20% af en universitetsårgang til eksamen på særlige vilkår – og tallet er stigende. Vi er alle hver især et omvandrende krav og en omvandrende klage, og det er jo helt sikkert rigtigt, at vi alle har vores skavanker og udfordringer, men hvem er denne overordnede myndighed over os, som man kan rette enhver klage til og retmæssigt forvente – forlange – at få dispensation?
Hvordan skal vi tale om det her? Kan det siges uden arrogance? Og hvad er mest arrogant: At gøre som Paulus og indrette det fælles samfund ud fra dem, der har mest behov for regler og rammer? Eller at insistere på, at vi vil være voksne.
Vi bekender os til en Gud, der blev menneske – men trykket kan lægges forskelligt. Man kan betone, at den Gud, der blev menneske og døde på korset, dermed kender til menneskets afmagt og lidelse. Dermed forstår, hvor små vi er. Eller man kan betone, at den Gud, der blev menneske og døde på korset, dermed afslørede, hvor grusomme og feje vi kan være. Eller man kan betone, at den Gud, der blev menneske og døde på korset og opstod dermed viste, at vi kan indsnævre tilværelsen, men tilværelsen kan også åbnes og vi kan leve i denne åbenhed. Vi kan lave systemer for rigtigt og forkert, regler og overtrædelser, orden og kaos. Men vi kan også suge næring af de kilder, der sætter os fri til et fælles liv i det åbne rum og den grænseløse verden.
Aristoteles sagde, at en fortælling er noget, der har en begyndelse, en midte og en slutning, og det virker selvfølgelig på os, der har hørt 1000 eventyr og set 5000 film, som temmelig banalt, men forskellen på fortællingen og så den åbne, organiske, bevægelige, voksne verden er netop, at der i det åbne ikke er klare begyndelser og slutninger. Det er derfor, vi har brug for fortællinger.
Men en prædiken er ikke en fortælling. Den skal ikke lande. Vi kunne også i dag have holdt gudstjeneste om det at blive båret, favnet, taget imod. Om at kalde og blive svaret. Om at blive svaret selv inden man kalder. Om at blive elsket ubetinget, om at tage imod Guds rige som et lille barn. Også det er kristen forkyndelse. Men når den bliver for trang eller for krævende – for hvem kan egentlig præstere barnlig umiddelbarhed uden at være barn – så lyder en modstemme: Gud er blevet menneske, du er sat fri, alt er tilladt, det åbne rum står åbent.
Bøn:
Vi beder for de afgrundsdybe skel mellem mennesker, at du vil lade broer opstå
Vi beder for de bange – dem, der lader usikkerheden føre til indsnævringer
Vi beder om ikke at blive bange
Vi beder om ikke at blive ved med at være bange
Vi beder om, at vi vil kunne leve med friheden, leve i friheden
Vi beder om, at vores verden må være forbundet med det åbne rum
Vi beder om, at du vil lade de åbne rum, åbne vores verden
Vi beder om, at vi må kunne stå sammen i det åbne og alligevel i en verden, der har form – og som vi kan medvirke til at formgive
Vi takker for, at man kan sige om os, at vi kan svigte. Det må betyde, at man kan forvente noget af os.
Amen