Temagudstjeneste om krig
September 2022, Ollerup Kirke, Ingrid Ank
Kollekt:
Almægtige Gud, vi er kommet ind i dit hus for at høre dig tale til os gennem evangeliet om fjendekærlighed. Vi ved, at du ved, at det ikke er en simpel opskrift, der gør fjenden til ven. Ikke kun på grund af hadet, men bag ved hadet på grund af lidelserne. På grund af ofrene. Vi ved, at evangeliet om fjendekærlighed er som en forstyrrende stemme i verden. Vi hører evangeliet om fjendekærlighed som en forstyrrende stemme i verden. Lad os ikke helt overhøre den. Lad den blive ved med at forstyrre os.
Læsning:
Denne hellige lektie står i 2. samuelsbog:
… ved den tid kongerne plejer at indlede felttog, sendte David Joab og sine folk af sted med hele den israelitiske hær. De hærgede blandt ammonitterne og belejrede Rabba. David blev tilbage i Jerusalem.
Engang ved aftenstid stod David op af sin seng og gik rundt på taget af sit hus. Deroppefra fik han øje på en kvinde, der var ved at tage bad. Hun var meget smuk. David sendte bud og forhørte sig om kvinden, og han fik det svar, at det var Batseba, Eliams datter, hittitten Urias’ kone. David sendte så bud efter hende. Hun kom ind til ham, og han lå med hende; hun havde netop renset sig efter sin menstruation. Bagefter gik hun hjem. Men kvinden var blevet gravid, og hun sendte bud til David og fortalte ham, at hun var blevet gravid. Så sendte David bud til Joab: »Send hittitten Urias til mig!« Det gjorde Joab, og da Urias var kommet, spurgte David ham, hvordan det stod til med Joab og med hæren og med krigen. (2 Sam 11 1-7)
Trosbekendelse:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv (menigheden svarer: Amen, amen, amen!
Læsning:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen.
I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.
Prædiken nummer 1
Den nazistiske ideologi er modstander af mode. Så skal kjolerne være korte, så lange og flagrende, så skuldrene bare, så bukserne smalle, lavtaljede, nu højtaljede, nu brede bukseben, nu lidt for korte, nu virkelig ikke korte, men helst lidt for lange. Nu kun antydningen af en krop inden under. Nu store røde læber. Alt det hører bymennesket til. Overfladiskheden til. Pyntesygen. Ekstravagancen. Selvoptagetheden. Kunstigheden. Mode er kunstigt – mener man. Man vil det egentlige liv og det sande menneske. Det rene menneske.
Siger John Lennon også, at vi skal prøve at drømme os væk fra det kunstige? Det, der egentlig ikke er noget, men som vi halser efter alligevel? Hos ham er det: Religionen, nationen og den private ejendomsret. Det, vi pynter os med. Det, vi bilder os ind, er vigtigt at klamre sig til. Selvom det ingenting er. Selvom det er kunstigt. Kan vi fjerne det kunstige – religionen, nationen og den private ejendomsret – og finde det sande menneske. Fællesmennesket. Mennesket i en forenet verden, hvor der vil være nothing to kill or die for?
Eller er der snarere al mulig grund til at være betænkelig over for utopierne om et nyt menneske?
Prædiken nummer 2
Det var den tid på året, hvor det var sæson for at gå i krig. I Det gamle Testamente, hvor israelitterne er ved at blive til som et folk, og det gør de bl.a. ved at hærge – som der står – blandt ammonitterne. Som vel er en meget hurtig måde – to stavelser– at sige ’slå mennesker ihjel, begå vold mod mennesker, voldtage mennesker og ødelægge deres hjem og deres langsomt opbyggede livsgrundlag.’ Hær-ge. Men David springer over i år, for han har fået øje på Batseba, der tager bad på taget.
I det gamle Testamente er det her, lykken vender for David. Han skulle ikke være gået efter Urias’ kone. Han skulle hellere have hærget.
Men det er også fortællingen om mennesket bag krigens hærgen. Hvad dukker op, når man møder mennesket bag krigens hærgen? Måske først og fremmest meget lidt. For krig er der ikke noget stort over. Det er bare vold i stor skala. Fordi vi kalder det krig, holder det ikke op med at være vold. Livsødelæggende, masseødelæggende, opfindsom måske. Men stadig bare vold. Verdenspolitik er også bare banal vold.
Der er ingen grund til at tilkende krigens bagmænd storhed. De er bare voldelige.
Prædiken nummer 3
Jamen, der er da ingen, der ønsker, at de her videoer findes derude. Siger den danske chef for Facebook, som er hevet ind i P1 Morgen for at forklare, hvorfor en film med to skandinaviske kvinder, der bliver halshugget af terrorister, bliver ved med at dukke op. Og journalisten lyder – i radioen – som om hun nikker: Det er jo rigtigt nok, det er der selvfølgelig ingen, der ønsker. Diskussionen går på, hvem der har pligt til at anmelde og fjerne de videoer, og det er en kompliceret diskussion, for Facebook skal jo ikke have sit eget politi og sine egne domstole. Det har hun ret i, hende den danske chef for Facebook. Men hverken hun eller journalisten har ret i, at der er ”ingen der ønsker, at de her videoer findes derude.” Det er jo lige præcis problemet. Der er mange der åbenbart ønsker, at de findes derude. De deles og deles. Og der kigges og kigges. Der kigges på brutalitet, vold, mord, overgreb, ydmygelser.
Hvem er det, der kigger? Eller: Hvad er det i os, der kigger? Og: Hvor sært er det at begå vold? Hvem er ’de andre’, der gør det? Hvor fjernt er det fra os? Hvor fjernt er det fra os, der synes, at det ligger os meget fjernt?
Prædiken nummer 4
”Nå, den med ham voldtægtsforbryderen?” Siger Johanne, da jeg fortæller hende, at salmen ’Altid frejdig når du går’ egentlig slet ikke er en salme, men er skrevet til et skuespil om Tornerose. ”Voldtægtsforbryderen?” spørger jeg. ”Ja,” siger hun. I den oprindelige version af Tornerose voldtager prinsen hende, mens hun sover. Jeg tænker, at det egentlig er slemt nok i den version, vi kender. Der er rigeligt med kvindeundertrykkelse i fortællingen om pigen, der passivt skal vente i slumretilstand i 100 år på, at den helt rigtige prins trænger gennem hendes tjørnehæk. Så ok, ja, den om ham voldtægtsforbryderen.
Salmebogskommissionen ville vist egentlig gerne af med salmen. Ikke på grund af voldtægtsforbryderen, men fordi det ikke er en salme og fordi den beskriver døden så overfladisk. Men andre historier følger med og har sat sig fast på sangen, så den ikke er til at komme udenom: Den blev sunget af de dødsdømte frihedskæmpere under anden verdenskrig.
Dengang jeg indimellem var med til Korshærsgudstjenester i Mariakirken på Vesterbro, sang vi den altid som den sidste salme. Den kunne synges uden at man skulle fumle med en salmebog. Ældre mænd, der så ældre ud, end de var, fordi de arbejdede på at drikke sig ihjel, stod og sang højt. Jeg stod som regel og græd lidt.
Prædiken nummer 5
Fortællingen om soldaterne ved juletid i skyttegravene under første verdenskrig bliver ofte fortalt som en fortælling om et øjebliks menneskelighed. I den ene skyttegrav sang de Silent Night, og pludselig svarede de fra den anden skyttegrav med Stille Nacht. Og så stod de op af gravene, og det blev jul på slagmarken.
Jeg har altid syntes, det mest af alt var en underlig fortælling. Jeg ved ikke, om den er smuk. Var krigen bare noget, de legede? Eller hvordan kunne de hoppe ind og ud af den? Og så ind i den igen?
Man kunne ikke forestille sig det samme ske i Ukraine i dag. For her er fjenden rent faktisk en fjende. Her er der rigtig vrede. Rigtigt had. Ikke noget man kan sætte på pause.
Fremtiden rummer en del spørgsmål: Ikke kun spørgsmål som: Hvordan ender den her krig? Og hvornår? Og med hvilke kompromisser? Men også spørgsmål som: Hvordan kan man samarbejde på den anden side af en krig? Hvordan kan alle de mennesker, der lige nu hører til i hver sin kategori, være her i den samme verden? Hvordan kan man overskride grænsen ind til fjenden, så fjenden holder op med at være det?
BØN
Vi beder for fred.
Ikke kun en fred der er tom, en fred der kun er fravær af bomber, men en fred der er fyldt ud.
En fred der heler. En fred der fylder. En hel fred. En fred til liv.
Vi ved det er let nok at udtale, når man ikke har prøvet andet.
Men vi ved også, at vi har freden i os.
Vi har volden i os, men vi har også freden i os.
Vi beder for, at freden må blive bærende i os alle.
Vi takker for, at vi har ønsket om fred.
Vi takker for, at vi også vil freden.
Lad os blive mennesker, der vil freden.
Amen.