Februar 2023, Ollerup Kirke, Ingrid Ank
SALMER
Præludium: ‘Stenen slår smut’
Salme 1: Jeg kender et land (HS 42) vers 1-6
Salme 2: Natskygge (HS 161)
Salme 3: Åbent hjerte finder altid hjem (HS 222)
Salme 4 Altergang: Jeg kender et land (HS 42) vers 7-13
Salme 5: I Danmark er jeg født (HS 384)
Postludium: ’Sænk kun dit hoved, du blomst’
KOLLEKT
Vi er samlet her på dette sted, i en kirke med tykke mure og et fundament, der går helt ned til middelalderen. Mange har før os samlet sig inden for disse mure og har festet eller sørget eller takket eller kedet sig. Børn, der er døbt her, er for længst også begravet, for her er lagt sted til mange menneskeliv. Tak, fordi liv finder sted, finder rod, finder sammenhænge at være i. Og tak fordi vi i gudstjenesten bliver mindet om, at det hellige flyder ud over sine grænser.
DET GAMLE TESTAMENTE – GENFORTALT
I det sidste kapitel i Femte Mosebog hører vi om Moses’ død. På det tidspunkt er Moses 120 år gammel. Han har ført israelitterne ud af Egypten, gennem havet, gennem ørkenen, frem til grænsen til det forjættede land. Det er uklart, om folket fandtes, før han fandt det, eller israelitterne netop er blevet til som folk ved at forstå sig selv som dem, der vandrer i ørkenen på vej mod det land, de er blevet lovet, fordi de er dem, der er blevet lovet det land.
Nu står han ved grænsen og er gammel. Gud fører ham op til toppen af Nebobjerget og lader ham se det forjættede land. Han kan se det hele deroppefra. Vi hører navne som Gilead, Dan, Naftali, Efraim, Manasse, Soar og Palmebyen. Og jeg tror, meningen er, at man skal kunne se det for sig. Men de fleste af stednavnene er fremmede for os, så for at vi skal kunne se det for os, skal vi i stedet placere Moses på Brejninge Kirkebakke, Tåsinges højeste punkt. Herfra kan han se til Fyn. Han kan se Svendborg, han kan se Oure, han kan se Vester Skerninge, han kan se Faaborg, han kan se Svanninge bakker, han kan se Ringe, på en god dag – og det er en god dag – kan han se helt til Odense. Men han kommer ikke ind i landet.
For undervejs på deres ørkenvandring har israelitterne svigtet og fejlet og klaget og fortrudt mange gange, og på grund af alt det skal Moses ikke nå hele vejen. Gud siger: ”Du har fået det at se, men du kommer ikke derover!” (teksten er digtet henover 5 Mos 34)
DET NYE TESTAMENTE
Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.
Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat, kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef. Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven. Men Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, så, hvor han blev lagt.
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! (Mark 15,33-16,6)
PRÆDIKEN
Der er nogen, der siger, at Odysseus slet ikke sejlede rundt på Middelhavet, at det i stedet var det sydfynske øhav, han sejlede på. For afstandene mellem øerne passer helt med beskrivelserne i Odysseen. Odysseus skal hjem fra krigen mod trojanerne, fordi krigen mod trojanerne er slut, og hele Odysseen handler netop om dette: At finde hjem. At komme hjem til Ithaka. Ithaka; hvor hans hustru Penelope venter uendeligt tålmodigt på ham. Men den kritiske læser kunne få lyst til at spørge, hvor ivrig Odysseus egentlig er efter at komme hjem. For afstandene, som Odysseus skal tilbagelægge, er ikke større, end hvad der svarer til det Sydfynske øhav, og alligevel går der uendelig lang tid, før han når frem. Og undervejs er livet fuldt af eventyr, af kampe, af kvinder, af oplevelser, af møder, af begivenheder. Fx er han – temmelig længe – holdt fanget på øen Aiaia, hvor den smukke Kirke er herskerinde. Hun føder ham tre børn, inden det lykkes ham at slippe væk. Og langt, langt om længe, når Odysseus hjem til Ithaka.
I dag vil vi tage en lige så lang omvej til Fyn. Ikke fordi jeg vil holde verdens længste prædiken, men fordi vi i tankerne skal lave lange bevægelser, før vi når frem. Men vi vil nå frem. Til Fyn.
Vi begynder med Abraham. Abraham blev lovet et land, der flyder med mælk og honning, og han blev lovet, at hans efterkommere skulle være utællelige som himlens stjerner og ørkenens sand. Og derfra går der gennem Abrahams søn Isak, og Isaks søn Jakob, og Jakobs søn Josef og videre frem i tiden en utællelig mængde år, før endelig Moses kan føre folket ud af Egypten og alligevel – ikke – når til det forjættede land, men kun får lov at kigge ind på det fra bjergtoppen. Og endelig kommer så Josva, som vælter Jerikos mure og indtager det hellige, forjættede land.
Og jeg tror ikke, vi er helt klar over, hvor mærkede vi er af denne fortælling. Af forestillingen om, at et folk og et sted kan høre sammen som brud og brudgom, som sommeraftener og rosévin, som juleaften og risalamande, som nytårsdag og skihop, som ebony and ivory. Men det er denne forestilling, som er grunden til, at amerikanerne kalder deres land ’God’s own country’. Og det er disse fortællinger – om folket og landet der flyder med mælk og honning – som Grundtvig bruger som afsæt for at sige at forbindelsen mellem det danske folk og det danske land er en åndelig, en hellig forbindelse. Det er forestillingen om nationen, nationalstaten, som fik en kæmpe opblusning i 17- og 1800-tallet. Før havde verden bare været regeret af fyrster, som kæmpede om at have størst muligt territorie at være fyrste over, men nu skulle alle menneskerne, alle dem der ikke var fyrster, men som jo også var der, nu skulle de ikke længere bare være undersåtter under en tilfældig konge. Nu var de et folk, der hørte til et sted. Nu skulle de have en national identitet. Nu betød det noget, om man var dansker eller svensker eller franskmand eller englænder, om man var ukrainer eller russer. Alt dette var nye tanker, og jo samtidig gamle tanker, for de var hentet ud af Det gamle Testamente og dets fortællinger om folket og dets land, det land, der flyder med mælk og honning, og hvor folket ud fra den guddommelige plan hører til.
Men det ironiske er, at ser man på jødernes historie i Europa, eller nok mere præcist på den jødiske elites historie, så er det historien om mennesker, der netop ikke hører til nogen steder – og som har gjort en dyd ud af nødvendigheden. De dyrker ikke jorden i deres ansigts sved, de driver handel, de er forskere, videnskabsmænd, kunstnere, de rejser, bevæger sig, de hæver sig op over det jordbundne, de har et internationalt udsyn, fordi de kan ikke have andet. De er kosmopolitter: Borgere i verden. De er hjemløse eller de er hjemme i hele verden.
Og derfor har Goldschmidt, der er jøde, og Grundtvig, så svært ved at forstå hinanden. For Goldschmidt vil være borger i verden, og Grundtvig vil tale om folkelighed. Og alligevel er det fra de gammeltestamentlige fortællinger, Grundtvig henter sit stof.
Mange år senere ved vi meget mere om, hvor galt det kan gå og hvor brutalt, hvor grusomt det kan blive, når et folk bilder sig ind at være et særligt folk med en særlig tilknytning til den jord, de står på, graver i og finder sig selv i. Og i dag er det igen brutal virkelighed, fordi der kastes bomber over Ukraine ud fra den idé, at Ukraine ikke er Ukraine, men en grundlæggende del af det sande Rusland. At ukrainere er russere, og at der er noget, de har helt misforstået. Det er fortællingerne om landet og folket og historien og tilhørsforholdet, der endnu engang gennemspilles. Og derfor kan vi måske have lettere ved at forstå Goldschmidt end Grundtvig. Og alligevel tror jeg ikke, at mennesker kan være verdensborgere. Eller i hvert fald tror jeg ikke, at mennesker kan være verdensborgere uden også at have et sted i verden. Et tilhørsforhold. Et hjem.
Om lidt skal vi fejre nadver. Nadveren er et sakramente, som finder sted på et ikke-sted. For da Kristus døde på korset, flængedes forhænget til templet i Jerusalem og templet var nu ikke længere det hellige centrum, det hellige sted i verden, hvor Gud er. Gud er nu død og ingen steder. Der er ingen steder, der er hellige.
Når vi fejrer nadver, så tager vi imod invitationen til ikke at være bundet til et sted. Vi slipper stedforbindelsen. Vi inviteres til at lade fraværet af det hellige sted blive til nærværet at ’det hellige’ alle steder. Vi inviteres til at lade det hellige flyder ud over kanten, ud over grænserne, hvert sted bliver et sted, hvor ånd kan finde sted, hver dag bliver helligdag. Hverdag bliver helligdag. Vi er ikke et særligt folk på et særligt sted, det hellige flyder ud over sine grænser og grænserne er ikke længere.
Og så til Fyn.
Fyn har særligt gode jorde, Fyn har særligt mange herregårde på de særligt gode jorde, Fyn har fynske købstæder, Fyn har fire dialekter, Fyn har Carl Nielsens fynske forår, og Johannes Jørgensens æblehøst, Fyn har Johannes Larsens fugle, Anna Sybergs blomster og Fritz’ bakker. Fyn og Mads Hansen ved, hvor der findes en have så skøn. Fyn er beskrevet, besunget, bemalet og det er ikke til at sige længere, om det, der gør Fyn til Fyn, var der, før digterne så det, om de fandt noget, eller opfandt noget. Det er umuligt at afgøre. Men det er sådan, et hjem bliver til. Og sådan vi finder hjem. Sådan vi finder sted.
Men Fyn har også alle de dobbeltmoralske, frygtsomme, dominerende og normdikterende voksne, som lærte Agnes Henningsen om frigørelse på den hårde måde, og Fyn har Karin Michaëlis, som skrev om ’den farlige alder’ – og den farlige alder er, når kvinder er 42 – som sendte sine Bibi-bøger ud i hele verden og som gemte Bertolt Brecht for nazisterne, inden han måtte videre til Sverige. Og Fyn har også H.C. Andersen, som helst ville langt væk fra Fyn, fordi han helst ville rejse, og som skrev, at i Danmark har jeg rod, men mine rødder er af elastik, jeg bliver ikke stående. Herfra min verden går.
BØN
Lad os bede:
Vi beder for de hjemløse, de flygtende, de statsløse, de retsløse
Vi beder for dem, der er udspændt mellem regler, de ikke kan forstå, fordi de ikke er til at forstå. Fordi de ikke er til for at blive forstået.
Vi beder om, at alle hjem må have indgange og udgange og indgange.
Og vi beder for de rastløse, vi beder for alle dem, der tænker: Jeg skulle være et andet sted, I’m missing out, jeg er ikke dér, hvor det sker.
Vi beder om, at de, at vi, må finde ro, finde fred, finde sted.
Vi beder for Fyn, for bagsiden af månen og for hele universet.
Vi beder om hjemkomster og rejser og rødder med elastik.
Vi beder om, at alle hjem må være varme og alle køkkener – uanset størrelse og design – må være steder for samtale. Steder hvor samtale finder sted.
Amen